med hvem de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe Boris og hans Venner med at flygte.
Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort, gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste Etage.
Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa — en bestemt aftalt Nat — aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud derfra.
Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.
Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet, anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.
Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.
„Det hele er uhyre risikabelt,“ begyndte Andrey igen. „Hvis de ikke bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne Vandring paa Trappegangene.“
„Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?“ spurgte Zina. „Men se her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke er saa farlig endda!“ og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.
Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af Fangerne i den anden