Skrivemaade var indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa for den, for hvem den var bestemt.
Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende, hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af allerstørste Vigtighed og Interesse.
Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.
I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.
Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.
Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende monoton og stum ud.
Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med deres Arbejde og tydede — Stump for Stump — den skjulte Mening.
Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af Sætningen.
„Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!“ udbrød han. „Se engang!“