Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.
„Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!“ tilføjede han.
Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse Zina og Annie.
„Hvem er den Annie?“ spurgte Andrey, da hun var gaaet.
„Annie Vulitch! Du kender hende godt! — husker du ikke, at du traf hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,“ svarede David.
„Jo vist husker jeg Annie Vulitch!“ udbrød Andrey. „Men er det nu ogsaa rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?“
„Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til sig.“
Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede — de to Kvinder, Andrey og David.
Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale, medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den anden.
Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til Boris’ og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han mente derom.
„Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!“ sluttede hun.
Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i raske Træk havde ridset for ham.
„Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?“ spurgte hun heftigt.
„Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,“ begyndte han endelig, „saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret, alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!“
Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger,