Tania og smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.
Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.
„Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke opsættes til i Morgen — hvis det kunde det, var jeg bleven uden Opfordring.“
Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa Omgivelserne.
„Har De kendt Zinaida Petrovna længe?“ spurgte Andrey den unge Pige.
„Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,“ svarede Tania begejstret.
„Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte, Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!“ sagde Andrey. „Jeg haaber ikke, at De føler Dem krænket derved.“
„Aa nej, tvært imod!“ svarede den unge Pige alvorligt.
„Tak,“ sagde Andrey. „De er nemlig langtfra fremmed for mig — jeg synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt saa meget og saa begejstret om Dem!“
Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.
„Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?“ vedblev han.
„Ja,“ svarede hun, „ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være ensidigt.“
Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.
Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor