at holde af jer, endogsaa mere end af min egen Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.“
„Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?“ spurgte Andrey tøvende. „Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun Pøblen alene?“
„Nej!“ svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke Øjne. „Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer. Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler os absolut fremmede.“
Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.
Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige, falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen foran dem og sagde:
„Godnat, mine Herrer!“
„Naa, Hans,“ sagde David. „Vil du allerede forlade os?“
„Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme hjem.“
David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem, klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til Afsked.
„Men Grænsen?“ spurgte Andrey. „Skal vi da klare den alene?“
„Grænsen? Den har vi passeret!“
„Hvornaar?“
„For en halv Time siden!“
„Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde ligne en Gendarm.“
„Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.“
„Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,“ bemærkede Andrey med et Smil.