Suk. „Vi er for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise dig om.“
Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af Harme.
Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde være med til.
„Hvad er det for noget Snak!“ udbrød han og standsede brat foran David. „Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os. Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for, at vi ikke er meget værd.“
„Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,“ bemærkede David. „Vi kunde vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de udrette uden Penge?“
„Penge er ikke Hovedsagen,“ svarede Andrey. „Der er intet, der lettere fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.“
„Du kan til Dels have Ret!“ svarede David. „Tal med Zina og de øvrige derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.“
Han rejste sig for at tage Afsked.
„Jeg maa hen til mine tre rejsende,“ sagde han.
„Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og hilse paa ham, eller skal han komme til dig?“
Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to fremmede.
Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet, blev han modtaget med stormende Jubel.
Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den nyankomne var.
Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev