Hos Andrey havde dette Møde vakt Følelser og Minder, som ban troede for stedse var stedte til Hvile i hans Bryst. Tanias Billede stod ikke længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende Kvinde — fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg.
— — Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette Slag? — — —
Den ene Tanke mere sørgmodig end den anden jog igennem hans Hjerne. Hvorfor havde de ogsaa truffet hinanden? Hvis han ikke var kommen, vilde hun rimeligvis have giftet sig med Georg, og de vilde have levet lykkeligt sammen i mange Aar! —
— — Medens hun nu maatte betale nogle faa Maaneders Lykke med en saa uhyre Pris. — — —
Billeder fra deres korte Samliv stod ét for ét klart for ham — lokkende og smertende. Han saa dette kære Ansigt smile i Lykke og overstrømmende Ømhed — — og han saa det atter — som ved det sidste Møde — fortrukket af Sorg og Smerte.
Andrey gik mekanisk videre den rigtige Vej; men hans Tanker var ikke mere ved hans Gerning, og han havde uvilkaarlig sagtnet sine Skridt.
Pludselig, da han kom ud for Panteleimon Kirken, mindedes han, hvorfor han gik her, han saa paa sit Ur og blev bleg af Skræk; han vilde rimeligvis ikke kunne naa at være paa Stedet i rette Tid.
Elskov, Sorg, Minder og Længsel var med ét Slag som bortvejret, og uden at bryde sig om den Opmærksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at løbe.
Idet han drejede ind i en lille Sidegade nær ved Slottet, hvor Vatajko skulde vente paa ham, saa han den unge Mand komme imod sig — hans Ansigt var paafaldende blegt og forstyrret. Der var ingen Tvivl om det — han kom for sent — — —!
„Nej!“ svarede Vatajko paa hans ængstelige Spørgsmaal. „Du kommer tidsnok; men jeg var angst for, at du ikke vilde komme. Heldigvis har Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“
Andrey sukkede lettet.
„Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko.