Side:En Nihilist/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Andrey spurgte til dem alle, endskønt han næppe selv forstod hvorfor. — Hvad vedrørte alt dette ham nu?

 Ikke én Gang, ikke med et eneste Ord berørte de den forestaaende Handling. Ved Tebordet — Andrey tvang sig til at nyde noget — fortalte Sazepin en fornøjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres egne Forposten var bleven tagen for en Politispion.

 Pludselig afbrød Andrey ham midt i en Sætning ved at sige: „Nu er det Tid!“ Alle rejste sig øjeblikkelig i dybeste Alvor.

 Afskeden var kort og uden mange Ord — de to unge Mænd omfavnede og kyssede Andrey paa russisk Vis og gik derpaa bort ad en Bagtrappe, ad hvilken de uset kunde slippe ud paa Gaden. Andrey skulde — som den, der sidst viste sig paa Scenen — først gaa tyve Minutter senere.

 Præcis paa det aftalte Klokkeslæt forlod Andrey Huset. Udenfor var det en herlig Foraarsmorgen med klart Solskin og stille mild Luft. — Czaren vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sædvanlige Spadseretur.

 Vejen til Slotspladsen, hvor Attentatet skulde finde Sted, var meget lang og skulde tilbagelægges til Fods, da en Vogn vilde vække mere Opmærksomhed end en enlig Fodgænger. Andrey gik med sædvanlig jævn Gang, han havde beregnet Tiden saaledes, at han vilde kunne være paa Stedet i det afgørende Øjeblik. — Han gik roligt fremad — Gade efter Gade, uden at se eller ænse, hvad der foregik omkring ham. Men ved Hjørnet af Taurida Parken hændte der ham noget, der med ét Slag bragte ham ud af hans Ro.

 Et ungt Par kom gaaende ham i Møde; det var tydeligt, at det var to elskende; de havde hinanden under Armen, og den unge Mand talte; det maatte være noget meget ømt; thi den unge Pige blussede, og begges Ansigter straalede i inderlig Lykke.

 Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige — hun lignede saa paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt højere, og hendes Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit Hoved paa, og de lange, mørke Øjenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den Kjole, hun var iført, mindede om Tania.

 Han vilde have givet meget for at se Blikket i hendes Øjne, han var vis paa, at de ogsaa maatte være som Tanias; men den unge Pige var saa optaget af at se paa sin Ledsager, at han hele Tiden kun havde hende i Profil. Parret gik videre, drejede om et Hjørne og forsvandt.