Side:En Nihilist/183

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


 „Gaa!“ hviskede hun. „Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig — gaa! Jeg er roligere nu!“

 Han rev sig løs med Magt og stormede ned ad Trappen, som om alle Helvedes Furier var efter ham. Der laa en Taage for hans Øjne, hans Hoved svimlede, og Gaden gyngede op og ned, som om han var beruset.

 Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var allerede borte — borte for bestandig! Endnu levede han — for hende var han allerede tabt! — Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg. Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. — Hun syntes, hun maatte kunne græde sig ihjel — hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og skar i hendes Bryst. — Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke — alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag — det dyrebare Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik — alt forsvandt for hendes egen grænseløse Fortvivlelse — som var uden Ende, uden Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at slaa. — —

 Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter lidt — hverken i Dag eller i Morgen, — men i Tidens Løb, og den vil lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det tungeste straks.

* * *

 Den store og frygtelige Dag var kommen.

 Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert Øjeblik fo’r op for at se paa sit Ur.

 Længe før Tiden klædte han sig paa. Han var i en ganske egen Sindstilstand denne Morgen, lige langt fra haabløs Resignation og fra begejstret Eksaltation. Der var en lidenskabsløs, absolut indre Ro over ham som over en Mand, der har opgjort sit Regnskab med Livet, som intet har at vente, intet at frygte og intet