i dette Øjeblik? Tavst kærtegnede han hendes Haar og søgte at stryge det til Side. Da løftede hun sit Hoved, og han saa, at hendes Øjne var taareløse og skinnede som i Feber. Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet hun fortvivlet vred sine Hænder.
Hun vidste, at han var lige ved at gaa, og at hun — selv om hun døde her paa Stedet foran hans Fod eller forsøgte at knuse sit Hoved mod Muren der — ikke vilde kunne holde ham tilbage. En Sten vilde have mere Medfølelse end han nu! Han vilde kun føle Foragt for hendes Svaghed — — — Hvorfor — hvorfor var han dog kommen — —?
Andrey rejste sig meget rigtigt for at gaa.
„Farvel, min elskede!“ sagde han stille og rakte Hænderne ud imod hende.
Hun fo’r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hændte.
„Nej — nej, endnu ikke!“ raabte hun angst — „aa, gaa endnu ikke!“ tilføjede hun bønligt.
Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme.
„Jeg maa gaa! — Jeg tør ikke blive længer!“ sagde han. „Farvel, Tania, min egen, min elskede!“
Hun saa ind i hans Øjne, og nu — endelig genkendte hun sin Andrey! — og nu vilde han forlade hende!
Smerten overvældede hende. Det var alt for grusomt — — Det kunde ikke være sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig dræbe! — Hun kunde ikke leve uden ham! Han var hendes — og det var ikke hendes Skyld, at han var bleven alt for hende — —!
„Andrey!“ raabte hun ude af sig selv — „du er min! — Jeg slipper dig ikke — du maa ikke gaa fra mig! — Hører du, Andrey — du maa ikke!“
Men i næste Øjeblik løsnedes hendes Fingre under deres krampagtige Greb — hun bøjede Hovedet og lod sig falde ned i en Stol. — Bleg, tilintetgjort og med lukkede Øjne vinkede hun til ham, at han skulde gaa.
Der var noget større — noget, for hvilket de begge havde lovet at ofre alt: Liv, Lykke og Elskov.
Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille, selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede, brændende Kys.