hvorledes det kan lade sig gøre i fuld Overensstemmelse med Kejserrigets Love!“
Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, klædt i en sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat — saadan som Fakkelbærerne bruger ved Ligbegængelserne — under Armen holdt han noget, der lignede en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at se sig om — som en Mand, der skal vise Vej. Men pludselig blev det til Czar Alexander selv, og i samme Øjeblik huskede Andrey, at det var hans Pligt at dræbe ham, og at han — uagtet Tiden endnu ikke var kommen — burde gøre det straks — nu, her, hvor en saa uventet gunstig Lejlighed frembød sig. Men Modet svigtede ham, og hans Haand vilde ikke lystre. Fortvivlet og rasende forsøgte han Gang paa Gang; men det var ham ikke muligt at røre sin Haand.
Saa faldt det ham ind, at det hele jo kun var en Drøm, og at det saaledes intet havde at sige, om han dræbte Czaren nu — det skulde dog gøres om igen. Derved blev han atter helt let til Mode, gik hen til Czaren og hviskede ham ind i Øret: „De er fortabt, hvis De bliver genkendt her. Hvor i Alverden kan De, som lever, komme paa dette Sted?“
„Og De selv da?“ spurgte den anden ligeledes hviskende.
„Det er sandt, hvad har jeg her at gøre?“ tænkte Andrey. „Vi maa se at sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!“
Men næppe havde han faaet tænkt denne Tanke til Ende, førend hele Skaren kastede sig over ham med løftede Hænder og skummende af Harme. „Forræder!“ lød det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.
Andrey udstødte et Skrig og vaagnede.
I det svage Morgenlys saa han Georg staa bøjet over sig med et ængsteligt Udtryk i Ansigtet.
„Hvad er det? Hvad vil du mig?“ raabte Andrey endnu halvt under Indtrykket af sin Drøm.
„Jeg var bange for, at du var syg — du har uafbrudt stønnet og jamret dig i Søvne!“ svarede Georg. „Jeg syntes, det var bedst at vække dig.“
„Aa ja, jeg har haft en rædsom Drøm!“ sagde Andrey, som nu var helt vaagen. „Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forræder — og det frygtelige var, at jeg fortjente det.“