Sted den næste Dag og ikke først en Uge senere. Han var ikke født til at være Martyr — det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Nødvendighed, over hvilken han ingen Magt havde, bød ham at kue sine egne Længsler og frivilligt at give sit Liv hen.
Om Natten havde Andrey en besynderlig Drøm. Han gik paa en uhyre Slette, over sig havde han en uendelig trøstesløs, gul Himmel. Han vidste, at han sov, og dog gik han. Omkring ham var der kun graat Sand, hist og her enkelte Klipper og store Stene, som gjorde Landskabet endnu mere øde og vildt. Tunge, mørke Skyer jog i rasende Fart hen over Himlen, skønt der ikke var den mindste Vind. Intet Spor af Liv var at se, og dog var Landevejen, hvorpaa han gik, nedtraadt af mange Menneske-fødder. Andrey undrede sig over, at han var ganske alene paa en Vej, der syntes saa stærkt befærdet. Men pludselig befandt han sig midt i en Skare Mennesker — med blege, skyggeagtige Ansigter — de fleste var ganske fremmede for ham. Da saa han med ét Boris, Vasily og Botcharov — den sidstes Ansigt kunde han dog ikke se, thi han var iført en stor, vid Kappe, hvis Hætte var trukken ned over Hovedet paa ham, medens begge de lange Ærmer var bundne bag paa Ryggen. De to andre bar almindelige Dragter og saa paa ham med et mørkt Udtryk!
„Naa, endelig mødes vi!“ sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. „Du havde nok ikke tænkt at skulle træffe mig!“
„Nej, det havde jeg ikke,“ svarede Andrey, „for jeg troede, at du var død!“
„Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa — bare for Kommers! — Men du kan godt komme til at se ham!“
Med disse Ord løftede han Hætten, og Andrey saa under den sit eget Ansigt med frygtelig fortrukne Træk. Han følte Blodet stivne i sine Aarer af Rædsel; men efterhaanden, som han stirrede, blev dette Ansigt til Botcharovs, der smilede fornøjet til ham og blinkede skælmsk med det ene Øje.
„Det er bare for Kommers!“ sagde han.
Andrey fandt, at det var en daarlig Spøg, men vovede ikke at sige noget; han følte Angst for dem alle.
„Hvor skal vi egentlig hen?“ sagde han til Boris.
„Til Landet med Floder af Mælk og Honning! Det ligger paa den anden Side af Bjergene der!“ svarede Boris og pegede frem. „Hvis du tvivler, saa kan du lade den gamle Fyr der forklare dig,