Menneskeskæbner, om frygtelige Familietragedier, om Vanvid, Selvmord og Død under alle Former.
Med alt dette for Øje blev Tanias og hans egen Skæbne ikke noget enestaaende.
En Gang under hans Ophold her afholdtes der et af de almindelige, større Møder, hvor ogsaa Tania var til Stede. Andrey var glad ved at se, hvor fattet hun saa ud — hun lyttede opmærksomt til Diskussionen og aflagde roligt sin Beretning, da Turen kom til hende.
Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang. For Tania blev denne Tilstand uudholdelig — og efter en halv Times Forløb rejste hun sig for at gaa.
Andrey søgte ikke at holde hende tilbage.
„Bliver det snart?“ spurgte hun.
„Ja.“
Han forstod straks, hvad hun mente.
„Hvornaar?“ spurgte hun næppe hørligt uden at se paa ham.
„Om en Uge!“ svarede Andrey kort.
Hvis der ikke havde været mørkt i Værelset, vilde han have set, at hun skiftede Farve — hun havde ikke troet, at det var saa nær; — men hun sagde intet, stod kun ganske ubevægelig henne ved Døren. Saa traadte hun pludselig helt tæt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte, lidenskabelig Stemme, medens hendes Øjne glødede i Mørket:
„Jeg maa se dig forinden — men ikke her, ikke i Dag — hjemme hos os selv! — Kom, hører du! — — Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!“
„Ja, jeg skal komme!“ hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere var hun forsvunden ud af Stuen.
Andrey var alene — forvirret og urolig — denne lidenskabelige, hviskende Stemme — disse glødende Øjne havde i et Nu forandret alt i ham — de havde vakt hans hede Længsel efter Livet — Elskov og Lykke —, som han troede helt at have faaet Bugt med. Ja, han maatte se hende endnu en Gang. Han kunde ikke dø forinden.
Men han ønskede, at dette Besøg var overstaaet, eller rettere, at hans frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde