indstændigt til ikke mere at gaa hjem; men Andrey frygtede for, at det paa den anden Side kunde vække Mistanke, hvis Husets Beboere saa Tania flytte alene. Ad uendelige Omveje og med Iagttagelse af den største Forsigtighed naaede han endelig sit Hjem.
„Hvad var det saa, Fader vilde dig?“ spurgte Tania.
Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde bekræftet den gamles Ængstelser, saa at de blev nødte til at flytte straks. De tog øjeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de vilde have med. — Det lykkedes dem, tidlig næste Morgen, i al Stilhed at forsvinde fra Stedet og lige saa ubemærket at holde deres Indtog i en anden Lejlighed.
Den ny Bolig var saa sikker, som kun de mest yderliggaaende Forsigtighedsregler, dikterede af lang og prøvet Erfaring, kunde gøre den. Men desuagtet viste det sig snart, at Stedet her heller ikke var tilstrækkelig sikkert. Politiet anede intet om det paatænkte Attentat paa Kejseren; men alligevel blev Jagten efter Andrey mere og mere ivrig.
Hovedkvarteret vilde under disse Omstændigheder ubetinget være den rigtige Plads for ham — der vilde han kunne være absolut sikker for Politiet og holde sig indendørs i Dage, ja Uger, uden at det vakte nogens Opmærksomhed.
For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey før Tiden forfærdelig — hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat, som, jo længere man nærmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar.
Andrey derimod følte en saadan Adskillelse næsten som en Lettelse. Tania havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed, tappert gennemført med Mod og Selvfornægtelse at bære det uundgaaelige — men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende, og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt søndersled hans Sjæl.
Han fulgte derfor Vennernes Opfordring til at flytte til Hovedkvarteret i de Par Uger, der endnu kunde være tilbage, og Stedet egnede sig godt til at berolige hans Nerver — de utallige „Forretninger“, som her optog alle, og hvoraf ogsaa han fik sin Del, gav ham ikke Tid til at henfalde i Grublerier over sine egne personlige Følelser.
Hovedkvarteret var Centrum for Partiets hemmelige Korrespondance over hele Rusland, dertil indløb alle Meddelelser — fra Fængslerne, Fæstningerne, Minerne i Sibirien og fra øde, fjerne Isregioner — enhver Post bragte Fortællinger om ødelagte