Et Øjeblik tav de begge.
„Jeg finder sandelig ikke, at du behøver at være saa forhippet paa at knække Halsen —“ sagde Repin til sidst. „Du har risikeret den ofte nok i den sidste Tid og kunde gerne tillade dig lidt Hvile nu“.
„En Soldat kan ikke unddrage sig Tjenesten i Krigstid, blot fordi han nylig har gennemgaaet store Strabadser,“ — svarede Andrey.
„Nej — men Soldaten afløses nu og da i sin Tjeneste — for at blive i din Lignelse“ — sagde Advokaten.
„Undertiden, ja! Men der er ogsaa Tider, hvor der ingen Hvile undes ham, og det er netop Tilfældet med mig nu“.
Det var dette uovervindelige Mod og den ubetvingelige Vilje hos Revolutionisterne, der tiltalte den gamle Advokat, og især beundrede han begge disse Egenskaber hos Andrey. Han for sit eget Vedkommende var saa fortvivlet skeptisk, og han havde set saa megen Fejghed og Egoisme rundt om sig, at han ikke kunde lade være med at beundre disse Menneskers Trofasthed over for den Sag, de tjente. Selv om han ikke var i Stand til at dele deres Begejstring for Sagen, saa følte han dog den allerstørste Sympati for dem som Personer.
Men denne Dag var han pirrelig og fortrædelig — Skuffelsen over Andreys Afslag havde været ham for stor, og i bitre, haanlige Ord bebrejdede han Nihilisterne deres Stædighed og vilde Fanatisme.
Andrey hørte efter med et Smil paa Læben — og besvarede halvt alvorligt, halvt spøgende den gamle Mands Udfald.
„Hvis I i Virkeligheden ønsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert Fald sørge for at lægge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa længe den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke!“ sluttede Repin sin heftige Tale.
„Er du da vis paa, at den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke?“ spurgte Andrey. „Husk paa, at Moskva tændtes i Brand ved en Tællepraas! Og det er en flammende Fakkel, som vi har kastet ind i Hjertet paa Rusland. — — — Ingen kan forudsige Fremtiden, og ingen er ansvarlig for, hvad den bærer i sit Skød. Vi kan kun gøre vort Bedste for Øjeblikket, og de Eksempler, vi har aflagt paa, at der staar Mænd bag Revolutionen, kan aldrig være helt frugtesløse. Med din Tilladelse vover jeg at sige, at vi har givet Russerne deres Selvrespekt tilbage, og at det er os, der har frelst den russiske Nations Ære, saa at det at være Russer nu ikke længer er identisk med at være Slave.“