Hopp til innhold

Side:En Nihilist/171

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

V. KAPITEL.

To Mænd.


 Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.

 Den uhyre og komplicerede Sammensværgelse, hvis udøvende Haand han skulde være, var allerede i fuld Gang og arbejdede sig langsomt fremad paa sin mørke, underjordiske Vej.

 En Aften, omtrent fjorten Dage efter Andreys Tilbagekomst til St. Petersborg, sad Advokat Repin i sit Arbejdsværelse og ventede paa sin Svigersøn. Han havde Dagen før sendt Bud til ham, at han ønskede at tale med ham, og havde nu givet Ordre til, at ingen andre end Andrey maatte komme ind.

 Den gamle Advokats Ansigt var tankefuldt og alvorligt, som han sad der foran sit Skrivebord og aandsfraværende gennemsaa nogle Breve. Han havde i Sinde at gøre Andrey et Forslag, som laa ham meget paa Hjerte, og som han længtes efter at faa fremført.

 Næsten bestandig, naar de sammensvorne har noget særligt alvorligt og vanskeligt for, vil selv den Del af dem, der ikke er med i Hemmeligheden, kunne spore, at der er noget i Gære — det er, som om der ligger Fare og Ophidselse i Luften omkring dem.

 De indviede bliver mere forsigtige over for Politiet og paalægger mere indtrængende end ellers deres Venner at være paa deres Post over for mulige Husundersøgelser. Papirer, som ellers ligger aabenlyst fremme, bliver tilintetgjorte eller anbragte paa sikre Steder. Ja, det kan vel ogsaa hænde, at en enkelt, noget mere nervøs end de øvrige, viser Tegn paa sjælelig Uro og Adspredthed. Saaledes hænder det ofte, at alle i Partiet er forberedte paa, at noget vil ske, om end man ikke kender selve Hemmeligheden.

 Repin havde længe iagttaget disse foruroligende Symptomer og var ikke i Tvivl om, at der igen var nye, frygtelige Planer i Gære. For et Par Dage siden havde han truffet Tania i en fælles Vens Hus, hvor han dog ikke havde haft Anledning til at tale alene med hende; men hendes nedtrykte, forgræmmede Udseende havde bekræftet hans værste Mistanke. Det maatte være noget ganske overordentlig farligt, der forestod; thi han havde aldrig før set sit Barn se saaledes ud.

 Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette, men han vilde forsøge, om han ikke for en Tid kunde