af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den overhængende Fare, hvori hendes Andrey svævede, havde Tania faaet Georg overtalt til øjeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at vinde en Dags Forspring for Forfølgerne.
Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen.
Det var „Onkel“, som talte — en midaldrende Herre med et glat skægløst Ansigt. Som Følge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han Ret til Adgang til den sorte Forhøjning. Han havde denne Dag gjort Brug af sit Privilegium, for at de dødsdømte dog skulde se et Venneansigt iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overværet hele den uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst Afvigelse eller Kommentar — kun som en simpel Kendsgerning gengav han hele Scenen. To Mænd stod nær den talende, de øvrige seks, syv sad rundt omkring i Værelset, alle aandeløst lyttende, fuldstændig ubevægelige, som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemærkninger.
Efterhaanden, som Beretningen nærmede sig sin Slutning, følte Andrey, at Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang ham til at være rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde „Onkel“. Georg blev atter Herre over sig selv og hørte den frygtelige Skildring til Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brød ud i en krampagtig Graad.
Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.
„Hold op med den Kvindegraad!“ sagde han rasende. „Det er ikke med Taarer, men med Blod, at den Slags Skændselsgerninger skal besvares!“
En stor og frygtelig Plan formede sig i dette Øjeblik for Andreys indre Øje, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tænkes om og om igen, inden den udtaltes i Ord.
Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der førtes mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hævnplaner. Generalguvernøren, den kejserlige Anklager og Føreren for Gendarmerne blev udpegede som de „Kandidater“, der ved første Lejlighed skulde falde for de sammensvornes Haand.
Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde være meget godt; men