menneskelige Skikkelser. Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst forstod han hvorfor.
De sidder baglæns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og bundet ved Skuldrene med stærke Læderremme til Stolens Ryg. De er alle iførte den samme hæslige, graa, uformelige Klædning og ser ud, som om de var indsvøbte i Tæpper. De kommer bestandig nærmere, lige saa uformelige som før; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys mørkebrune Lokker, Boris’ lyseblonde og Botcharovs Hørtot. Men han kan ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til Zina. — Vinden spiller med de korte, lysegule Krøller paa det ubedækkede Hoved, der ligner en ung Knøs’s.
„De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hænge hende,“ gaar det endelig op for ham.
En Fugl flyver over de dødsdømtes Hoveder; den maa have set disse fire Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter paa dem deroppe paa den sorte Forhøjning, — — og som greben af Rædsel flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens stærke Vinger kan bære den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om han havde Vinger, vilde han ikke have været i Stand til at røre sig ud af Stedet. Skælvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt opspilede Øjne stod han der, i Angst for at gaa Glip af det ene korte Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Møde og vilde være løbet bort, hvis ikke hans Fødder havde været naglede til Jorden og hans Øjne som magnetisk hæftede paa de fire høje Skikkelser.
Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre. — Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men Trommerne overdøvede hans Stemme — han havde allerede flere Gange undervejs gjort Forsøg paa at tale — hver Gang forgæves! Ikke et Ord kunde høres! Nu opgav han det atter og kastede sig ærgerlig tilbage.
Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i Ansigtet.
De sad tæt sammen med Fødderne hvilende paa samme Bræt.