en djærv-gemytlig Spøg foreholdt han hende, hvilket Besvær hun vilde have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet ned af Hestene! — Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk omkring hende lo.
Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere højrøstet Diskussion; han forstod, at man talte om Politik — rigtignok af en egen Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert, solbrændt Ansigt og et lille, graasprængt Skæg paa en fremspringende Hage i Samtale med en anden Bonde.
— — „Naa ja!“ — fortalte han, „saa greb de altsaa dem alle fire, — men den femte, som var deres Fører, fik de ikke fat paa — han forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin menneskelige Skikkelse tilbage!“
„Er det virkelig muligt?“ spurgte den anden forbavset.
„Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk siger!“
Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult.
I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød, som naar et Vindpust farer igennem Skoven.
„Nu kommer de! Nu kommer de!“ lød det dæmpet fra Tusinder af Stemmer.
Øjeblikkelig forstummede al Tale, og i den dødlignende Tavshed hørte man langt borte Trommernes Hvirvler.
En Ordonnans kom sprængende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et Øje fulgte dem, alle saa i samme Retning med samme aandeløse, rædselsslagne Udtryk.
Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme.
Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte, skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse, hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire