I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem der saa mest ligegyldige ud — Hestene eller Mændene paa deres Ryg.
Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.
Nye Skarer vedblev uafbrudt at strømme til og optog hver eneste lille Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i taalmodig Forventning op imod den sorte Forhøjning, hvor om et Øjeblik Døden — denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette Tilfælde lod dem uskadt — skulde opføre sin rædselsfulde Dødningedans — et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller Aben.
Andrey var ikke kommen for at overvære dette nedværdigende Skuespil. Hvad han ønskede, var at se sine Venners kære Ansigter for sidste Gang og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa denne Plads med den dobbelte Række Soldater vilde ethvert Haab derom være umuligt.
Det lykkedes ham at komme fri for Mængden og slippe ind i den Gade, gennem hvilken de dødsdømte vilde komme ud paa Pladsen.
To Rækker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mængden atter tæt pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den længst borte liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.
Tilskuerne her hørte udelukkende til de bredere Lag, og det var interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede længe, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af at Vente. I hvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den forestaaende Begivenhed.
En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag! En ung opløben Knøs med hængende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt Frøet af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spædt Barn ved Brystet forsøgte energisk at skubbe sig frem foran den af Politiet dannede Række, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med