bære denne Maske lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare menneskelige Følelser — Had eller Kærlighed — bag sig?
Antallet af Træansigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.
Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?
Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt. — — —
I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom væltende frem fra de tilstødende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tættere sammen, blev Larmen af Stemmerne stærkere. Han hørte dem tale — med Ord, der var lige saa forstenede og træagtige som deres Ansigter, og som det senere vilde have været ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes pludselig hele den brede Strøm ind i et snævert Stræde, og da man atter kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran ham laa en stor, aaben Slette, og højt op i Luften, — imod den lyse Morgenhimmel, ragede fire Galger — klodsede, ubevægelige, rædselsfulde! — — —
Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til højre og til venstre; alles Øjne var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Træansigterne havde nu faaet et Udtryk af Angst og Forfærdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig videre frem, og Andrey fulgte med.
De fire sorte Galger stod paa en sort Forhøjning omgiven af et sort Rækværk, og sortmalede Trappetrin førte op til den. Fra det Sted, hvor han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. I den lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt — ganske langsomt — frem og tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knække Tværbjælkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort, hørgult Skæg og iført rød Skjorte og en russisk Fløjelstrøje — med Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhøjningen. Det var Bødlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militær — i brogede Uniformer og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den sorte Forhøjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af en tæt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Døden alene kunde komme inden for disse Mure af Kød og Jern, kolde og haarde som Jernet selv!