og det laa inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en intim Ven.
I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.
Det var umuligt! — Der kunde intet Forræderi have fundet Sted — enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig, at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.
En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Døren afbrød alle videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevægelse med Hovedet og spændte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i Kampstilling, beredte paa at sælge Livet saa dyrt som muligt.
Idet Andrey aabnede Døren, hørte man ikke — som man havde ventet — et Skud, men derimod en heftig Vredesytring.
„Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig paa en saa forbandet Maade?“
„Jeg skulde skynde mig!“ svarede Vatajko aandeløst; thi ham var det, der nu styrtede ind i Stuen.
„Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed?“ spurgte Andrey.
„Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske død. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Døre sprængte.“
„Og Bomberne? Hvor er de henne?“ spurgte Andrey. „Gik du ikke ind i Huset?“
„Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog for Detektiver, og i samme Øjeblik kom Politiinspektøren og gik ind i Huset. Det var uden for al Tvivl — Huset var besat af Politiet!“
„Videre!“ sagde Andrey. „Hvad mere?“
„Vi kørte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden, overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden om, langs med Floden, hen til Stedet. I Haven ved Siden af fik jeg Øje paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set mig,