„Se saa!“ sagde Andrey. „Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene. Klokken er halv otte.“
Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare dem sikkert indtil næste Morgen. — Man ansaa det for alt for risikabelt at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks uddelte.
Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede omkring i Nærheden af Huset.
„Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som ingenting.“
„Aa nej, han er ikke farlig!“ sagde Andrey beroligende. „Det er en Ven! Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra Vinduerne! — Manden er meget frygtsom af sig.“
Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham muligt at opsnappe.
Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.
„Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!“ sagde han alvorligt. „En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!“
„Det er umuligt! Hvad siger du?“ lød det fra alle Kanter.
„Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig Ordet „Dynamitbomber“. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette taler tydeligt nok!“
Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej, der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum — et frygteligt — et uimodsigeligt!
Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være,