Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes — højere og højere — en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende Lyd — Det er Døden! —
— Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne, selv de strengest dømmendes — rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.
De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne Formodning — det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses — Publikum hører næppe efter mere. — Da studser man pludselig ved at bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme — en kort Pavse, og — Dødsdommen er forkyndt!
Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.
„Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!“ lyder saa skarpt og bidende den dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man nu atter lytter til Dommerens Ord.
Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse; man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.
Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning — snart gyser man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. — Den uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt — endelig løftes den igen og falder — det blev Døden! — — —
Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders