i Udlandet. Tillige med en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt Bevis derfor.
Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.
Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende, overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han Georgs Brev som Svar.
„Endelig engang!“ gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.
Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.
Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og hurtigere frem og tilbage i Værelset.
En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der, irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet med en Stok for at give sit Mishag til Kende.
„Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,“ udbrød Andrey. „Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske Revolution gaar ad Helvede til eller ej.“
Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning. Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede