„Juryen!“ raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede Hoveder.
Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte tilbage for at oplæse sin Kendelse.
Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning. Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt Hjertes Slag — de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de, der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige dramatiske Optrin medførte.
En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange, grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes, som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin Pligt — hvor pinefuld den end er — uvilkaarlig forlener det menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.
Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en Evighed.
Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris’ Navn, der var nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var Opremsningen af alle hans Synder — saa fulgte en kort Pavse, og saa kom Dommen — — Døden!
Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn — atter en Mumlen; men kortere — saa et nyt Hammerslag: — Døden! — — —
Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen bliver om muligt endnu mere aandeløs. „Er det Liv eller Død“ „Liv eller Død?“ spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver ved i det uendelige