I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten, omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa Silkekjole — laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige Dragter.
Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed; kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.
Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.
Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig; den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de uroligste Lag af Befolkningen — Nihilisterne — eller for at tale mere eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende. Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive Oprørere.
I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt Lommetørklæde synligt.