til til Vasily eller mig. Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det for mig!“
„Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke med?“
„Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik herop. Han maa være ude — rimeligvis i Operaen. De spiller „Robert“. Ellers vilde han have været her for længe siden.“
Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus’ Tid. Hun havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe — til Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk betrygget.
„Nej, hvor det er blevet sent!“ udbrød Helene. „Den er over tolv. Jeg maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du kunde for Resten sørge for,“ vedblev hun, „at en anden fik dit Arbejde, naar du rejste.“
„Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.“
Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.
„Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit som du,“ sagde hun smilende. „Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes med dig — Farvel, Andrey!“
Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige Værelse.
Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevet