indtog min Plads i Rækken. Nu maatte han vel endelig gaa, tænkte jeg.
„Jo, han gik, men kun for at komme nærmere, den Skurk! Nu drev han omkring ved Billetsalget.
„Jeg var i den største Forvirring. Skulde jeg tage en Billet til Poltava og staa ud ved første Station? Men jeg havde kun to Rubler i Lommen — ikke halvt nok til en Billet! Og forlange Billet til den nærmeste Station? Men det vilde han høre og naturligvis tro, at jeg havde løjet hele Tiden for ham, og saa lod han mig naturligvis straks arrestere. Folk gik frem — en for en. Endelig kom Turen til mig! Jeg stod foran det lille Vindu — han var lige bag mig, paa den anden Side af Jernstangen.
„En tredje Klasse — Poltava!“ raabte jeg med høj, fast Stemme og begyndte at knappe min Vest op foroven og famlede ind paa Brystet.
„Skynd Dem! Folk venter!“ brølede Billettøren.
„Straks!“ svarer jeg roligt og trækker endelig mit Kors frem fra Brystet — stirrer paa det og slaar i Bestyrtelse begge Hænder sammen over Hovedet.
„Brødre! Venner!“ raaber jeg, „mine Penge er stjaalne!“ og styrter som en gal Mand bort fra Kassen.
En Menneskemængde er i et Nu samlet om mig, og jeg begynder jamrende at fortælle: Alt, hvad jeg ejede, en fem og tyve Rubels Seddel, havde jeg bundet til Korset paa mit Bryst, men den Slubbert — den nedrige Bedrager af en logerende, som jeg samlede op paa Gaden, har stjaalet mine Penge fra mig og er stukket af! Og med mit Frakkeærme tørrer jeg Taarerne af mine Øjne, virkelige Taarer, som flød over min egen gribende Beretning!“
Et Øjeblik oplystes Vasilys Ansigt atter af dette halvt forbavsede Smil, som var ham egent, og som forsvandt lige saa hurtigt, som det kom. Saa genoptog han sin Fortælling.
„Da jeg fandt, at min Tilhørerkreds var tilstrækkelig rørt, tørrede jeg mine Taarer, greb min Vadsæk og stak af det bedste, jeg kunde. Ude paa Gaden sprang jeg i den første Droske, der holdt.“
„Og din Politimand?“ spurgte Annie. „Fulgte han ikke længer?“
„Nej! han havde endelig faaet nok! Jeg var saa optaget af Tabet af alle mine Penge, at jeg et Øjeblik tabte ham af Syne; men da jeg var kommen til Ro i min Droske, saa jeg mig om og kunde ingen opdage. Resten af Aftenen har jeg tilbragt med at