Ansigt sig i Døren, han holdt en Vadsæk i den ene Haand og en Bylt i den anden.
Andrey og Zina løb ham i Møde, omfavnede og kyssede ham, som om han var kommen tilbage fra en lang Rejse.
„Sagde jeg ikke nok, at han vilde klare det!“ udbrød Andrey og slog ham saa kraftigt paa Skulderen, at han vaklede. „Fortæl saa, hvor du har været, gamle Ven?“
„Puh! Det var en varm Affære!“ sagde Vasily. „Jeg kan næsten ikke rigtig tro paa, at jeg virkelig er kommen ud af den!“
„Har du været arresteret?“ spurgte Annie.
„Meget værre!“
„Maaske lagt paa Pinebænken?“ spurgte Zina med et Smil.
„Værre, meget værre, siger jeg!“ gentog han.
„Hvad i Alverden har du da oplevet? Lad os snart faa det at vide!“ sagde Andrey. Og Vasily fortalte.
„Ja, men for Pokker, hvorfor gik du ikke med mig?“ spurgte Andrey, da Vasily var kommen til Mødet paa Trappen.
„Ja!“ svarede han og kløede sig sindigt bag Øret — „Havde jeg vidst, hvad der kom bag efter, saa havde det jo været det klogeste. Nu troede jeg, at de nok til sidst gik af sig selv, — de Slyngler, og saa var det dog bedst ikke at vække deres Mistanke ved at rende. Derfor blev jeg!“
„Hvad hændte der saa mere? Ventede de længe paa mig?“
„Ja, til efter Midnat!“ sagde han med krænket Mine. „En halv Time efter, at du var gaaet, kaldte de mig ind — for at jeg skulde holde dem med Selskab! Og det grinagtigste er, at det egentlig var mig, der opholdt dem, jeg blev ved at trøste dem med, at du kom nok!“ Han lo kort, men blev straks efter igen alvorlig. „Naa, endelig Klokken halv et rejste de sig og satte Huerne paa. „Gud være lovet! saa blev du da fri for dem,“ tænkte jeg; men Inspektøren, den Ræv, gav mig nu strenge Ordrer til ikke at sige et Ord til dig, naar du kom; han selv vilde komme igen næste Morgen Klokken otte, sagde han! Det var en rar Meddelelse; men da jeg ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“
„Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“
„Er din logerende kommen hjem?“
„Nej! Deres Højvelbaarenhed!“
„Hvor tror du, han kan være?“
„Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“
„Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en Limpind.