største Fare. Han sluttede med indstændigt at bede Andrey om øjeblikkeligt at forlade Dubravnik og de andre, saa snart det blot lod sig gøre.
„Jeg antager ikke, du mener, at hans Ønske er bindende for os?“ svarede Andrey.
„Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede Zina bestemt. „Men i ét Punkt har Boris Ret,“ — fortsatte hun. „Du maa ikke længer tage Del i Affæren! Du har gjort alt, hvad du paa nogen Maade kunde: at blive her længer, vilde for dig være den visse Død.“
„Det samme kan siges om dig!“ mente Andrey.
„Nej! Politiet kender ikke mig, hvorimod de har udfundet dit Navn og er rasende paa dig — — — Desuden,“ tilføjede hun drømmende — „er det en helt anden Sag med mig! Hvis Boris var en fremmed for mig, vilde jeg ubetinget sige, at Sagen burde opgives; men nu — — kan jeg det ikke. Derfor maa jeg fortsætte alene — — —“ hun bøjede Hovedet ned over Bordet, foran hvilket hun sad. Andrey greb hendes Haand og førte den ærbødigt og tavs til sine Læber.
„Hør mig, Zina!“ begyndte han lidt efter. „Du har Ret i at mene, at jeg — jaget og forfulgt, som jeg er — for Tiden kun kan være eder til liden Nytte; men den Ting kan snart afhjælpes! Jeg foreslaar følgende: Allerede i Morgen rejser jeg til St. Petersborg og bliver der, lad os sige i fjorten Dage. I den Tid gaar jeg i Studenternes Klub, til de selskabelige Sammenkomster, kort sagt overalt, hvor jeg kan, for at gøre mig saa bemærket som muligt. Naar jeg paa den Maade har faaet tiltrukket Politiets Opmærksomhed i tilstrækkelig Grad, saa at man er vis paa at have mig sikker i St. Petersborg, rejser jeg i al Hemmelighed tilbage til Dubravnik igen. Men du, Zina, maa fuldt og fast stole paa mig og selv forlade Byen. Du sætter Livet til ved at blive, og det maa ikke ske. Hører du, Zina, lad os bytte Plads — vil du — Hvorfor svarer du ikke?“
Endelig saa hun op. „Jeg kan ikke, Andrey!“ sagde hun stille og rystede sørgmodigt paa Hovedet. Et Øjeblik sad de alle tre i dyb Tavshed.
„Hvad er det?“ sagde Andrey og sprang op.
De lyttede; det lød, som om en Haandfuld Jord blev kastet mod Ruden.
Annie løb hen og saa ud.
„Det er Vasily!“ raabte hun glad og ilede ned ad Trappen for at lukke op.
Et Øjeblik efter viste Vasilys brede Skikkelse og fornøjede