Politimanden svarede ikke, men saa meget misfornøjet ud. Vasily saa fortabt ned paa sine Støvlesnuder og stak Haanden i Lommen; saa lagde han ydmygt og frygtsomt en lille Sølvmønt paa Hjørnet af Bordet foran den vrede Mand.
„Foragt ikke min ringe Gave, Deres Højvelbaarenhed, det er kun lidt; men det kommer af et godt Hjerte,“ sagde han forknyt og bukkede.
„Fæ!“ sagde Politiembedsmanden brysk. „Tag dine Penge til dig!“ Men i Stilhed følte han sig aldeles ikke saaret over denne Maade at vise Underdanighed paa.
„Naar kommer din logerende tilbage?“ spurgte han.
„Det kan jeg ikke sige, Deres Højvelbaarenhed!“ svarede Vasily og antog atter den meddelsomme, fornøjede Tone fra før. „Jeg skal nemlig sige Deres Højvelbaarenhed, at den gode Mand har en slem Svaghed for Drik — og kommer ofte meget sent hjem. Ja, en Nat kom han slet ikke.“
„Ja, jeg venter nu alligevel!“ sagde Politimanden, greb en Stol og satte sig resolut. „Og hør du — hvad hedder du?“
„Onesime, Deres Højvelbaarenhed!“
„Altsaa, Onesime, gaa ned til Sergenten, der venter her nede ved Gadedøren og bed ham komme op — men du kommer med!“ tilføjede han bydende.
Vasilys Mod sank, hele hans Komedie var til ingen Nytte; men han havde intet andet Valg end at spille den til Ende, følgelig udførte han sit Ærinde og vendte tilbage med Sergenten.
Imidlertid spadserede Andrey rundt med Annie og saa paa Illuminationen og Fyrværkeriet uden at ane, hvilken Fare der truede ham hjemme. De gik tidlig hjem; han fandt alting kedeligt og dumt og ærgrede sig over at se alle de voksne Mennesker gebærde sig som Børn. Et Par Huse før de var ved hans Gadedør, standsede Annie for at tage Afsked.
„Hvorfor gaar du ikke med op? Det er tidligt endnu,“ sagde Andrey.
„Ja, jeg ved det,“ svarede den unge Pige, „men jeg har lovet Zina at være hjemme før ti.“
Idet Andrey vilde til at gaa op ad den daarlig oplyste og temmelig smudsige Trappe, saa han Vasily staa ovenfor — barfodet, uden Hat og i Skjorteærmer. Han var ligbleg og gestikulerede heftigt. Andrey forstod, at han ikke skulde gaa videre og standsede øjeblikkeligt. Lydløst og hurtig som en Kat listede Vasily ned ad Trappen og hviskede til Andrey: „Politiet er i vort Værelse! Skynd dig bort, saa hurtigt du kan!“