Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/6

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
6
SVEN ELVESTAD

Det var mordet, som sat og lo paa tverstokken under taket paa repslagerens hus.

Næste morgen talte man om tingen hos bakeren og hos handelsmanden. For menneskene heromkring hadde litet at tale om, de stille døgn kom og gik umerkelige som de vekslende aarstider. Og alle blev enige om, at de hadde hørt en fugl paa flugt.

Likesom menneskene, naar de har levet nogen tid, antar præg av sit sind, nogen blir mørke og truende, andre lyse og venlige, andre tause og indesluttede, saaledes antar ogsaa husene præg av de mennesker, som bor der. Et rigtig gammelt hus, som ligger halvt gjemt under store trær, ligner en sammensunket overgrodd grav, den blide alderdom, livets fredfulde hensmuldren aander stille over huset. Vi ser et stort hus, som larmer med dørene, nogen av vinduerne sover gjenlukket bak persiennerne, det er som gule trætte øine er faldt i; andre vinduer staar aapne, gardinerne flagrer urolig i vinden, og indenfor disse vinduer bevæger hastige skygger sig. Røk driver ut fra skorstenene. Dumpe støt kommer op fra kjelderne. Det knækker i trappeleddene. Hele huset lever med i beboernes livsjag. Det kan være arbeidere, som bor her, eller forretningsmænd, — trætte, opspilte, travle mennesker. Men et hus kan ogsaa røbe hemmeligheter; de siver ut gjennem væggene, som i tidligere tider har dæmpet skrik og rædsel ved rop av glæde. Likesom man i en menneskevrimmel kan studse ved at træffe et menneskeansigt, der lukker over en gaade, saaledes kan man forbauset stanse foran et stille hus og si til sig selv: Her maa være hændt noget engang. Eller man kan faa en anelse om noget fremtidig, en ildebrand, eller en sammenstyrtning, naar man en øde