Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest



— Du vet vel, hvor du er, sa han, hvad er du bange for?

— La os komme nærmere, svarte Risannen, her hvor vi nu staar, ser det ut, som om vi er i nærheten av et rettersted.

Eftersom de kom nærmere, svandt galgerne og korsene og hænderne ind. Tilslut blev det tydelig nok, hvad det altsammen var, det var de skrøpelige og skjæve stivere paa Altenburgs reperbane. Det var ikke bare Altenburgs hus, som var faldefærdigt ogsaa hans reperbane var gammel og lappet. De to tjærebredde boder stod og støttet sig opad hinanden. I en lang dobbelt rad utover sletten var stolperne, som skulde bære snorerne, eftersom de blev tvundet, sat op. Stolperne hadde tvertrær og armer med gafler til snorerne. Men alle stolperne stod skjævt, det var likesom de var kommet fra hverandre og dinglet drukne inde i taaken. Mens nogen av armene pekte mot himlen, bøiet andre sig dypt mot jorden. Men det hele holdtes allikevel sammen av taugene og snorerne, som var lagt henover tvertrærne likesom traadene i en telegrafledning.

De to mænd blev staaende en stund og se paa reperbanen. Den ene væg til det største av husene var slaat ut, og et stort, klodset træhjul fyldte ganske aapningen. Det var dette hjuls hakken og hamren de hadde hørt inde i taaken. En liten gut dreiet paa hjulet. Han hang over haandtaget og bevæget sig med dets langsomme svingninger, men han saa hele tiden ned i jorden, uavbrutt og ivrig, som om han lette efter en tapt skilling. Ut fra hjulet tvindedes hampen, som dannet snorerne. Men det kunde slet ikke sees, hvor lange snorerne var, for de tapte sig svirrende inde i taaken.