mumler det; men det er en mumlen, som rækker vidt utover i mørket, likesom en taus og heftig bøn, der naar uendelig langt. Og det gamle tyende, som lytter, opfanger navnet: Maria, Maria, Maria.
Saa blir alt stille, og skjønt Berthe ligger længe og lytter, har hun intet andet hørt end stueurets regelmæssige hakk. Det er stueurets ensformighet, som tilslut bringer søvnen over hendes gamle øine, men den gjennemlevede angst sitter fast i hennes bevissthet og tumler med hendes drømme. Hun synes, at hun kravler nedover en uhyre lang trappe, og at det er meget mørkt, saa hun hele tiden maa holde sig fast med hænderne i gelænderet. Hun kjender sig ikke igjen, hun er paa et sted, hvor hun aldrig tidligere har været, men hun har en tydelig fornemmelse av, at hun flygter for noget. Hun har været inde i et værelse, hvor hun har oplevet noget ubehagelig, som hun nu vil bort fra. Men et menneske er efter hende i mørket, hun kan høre hans skridt i trappen, og nu og da roper han til henne, at hun skal stanse. Hun bare skynder sig videre nedover trappen, aa, denne uendelige lange trapp, den er som et bundløst svelg. Manden, som er efter hende, gaar hurtigere end hende og er tilslutt ganske nærved hende. Nei, nu kjender hun hans stemme, det er jo repslageren, buksesælerne rasler fra trin til trin; hun vender sig om, og kan slet ikke se ham i mørket. Men nu synes hun, at han kjender sig igjen. Hun er jo i trappen i repslagerens hus. Helt deroppe lyser gluggen i taket, men lysningen er blaffende og rød, det er som et brandskjær slaar ned ned gjennem den. Omkring hende er der tæt mørke, og inde i dette mørke hører hun buksesælerne bevæge sig fra trin til trin med
