likesom hun lyttet efter noget; hun la eftertænksomt haanden under haken og stirret ut i den graa luft, hvor de kulsorte fugler klagende tumlet omkring. Hun forstod ikke sin egen tungsindighet og tænkte slet ikke derover, men hun mindtes mandens ord om havgapet, som laa svart og truende ut; — endnu nu i morgenbrækningen syntes himlen over fjorden at sortne og bulne ut som om et tordenveir var nær. Da hun av klirren med kjeler og rysten i væggene efter dører, som sloges igjen, forstod, at de andre mennesker i huset ogsaa var kommet paa benene, husket hun ogsaa sit møte om natten med lille Signe i den mørke trap. Og saa blev hun med en gang i bedre humør, for nu hadde hun noget at tale om.
Allerede da hun stod i vedskjulet og samlet sammen nogen spinkle brændestykker til at lægge under kaffekjelen, fik hun fortalt det til snekker Rings kone, som til at begynde med var høist forbauset over den merkværdige hændelse, men som straks efter sa, at det var der nu slet ikke noget at undres paa. Hun hadde hele tiden trodd, at der var noget mystisk med den familie; selvfølgelig hadde Signe været utover veiene en tur. Madam Ring hadde hørt trækspillaat fra Kongeveien ved midnat. Aa jo, jentene begyndte tidlig at flakse nu. Hvor gammel kunde hun være, stumpen?
— Sytten aar, mente mor Jan, som stod med veden i fanget; madam Ring hadde sat vandbøtterne fra sig paa jorden med et skrald, saa nu var sladderen i fuld gang.
— Og saa var hun begripeligvis ræd for at vække den gamle, derfor sat hun i trappen, jo, det er fint folk .. . Jeg synes nok jeg har hørt skridt
