tilslut hadde jeg forklaringen paa mordet: det var Signe, som skulde været dræpt den maaneskinsnatten, og ikke Maria. Signe var gaat ut for at træffe sin forfører, Altenburg. Altenburg har sikkert planlagt at dræpe hende. Det er jo ikke usedvanlig, at folk i smaabyerne og paa landet løser denslags konflikter saaledes. Kanske har de avtalt et møtested. Altenburg har ligget skjult med sit gode gevær nede ved reperbanen, for at han ikke i nærheten av den dræpte skulde sætte spor, som kunde røbe ham. Saa har det ulyksalige tilfælde været ute, at den stakkels og uskyldige Maria paa samme tid skulde til sin kjæreste. Maria var klædt som Signe, og da morderen saa hende gaa over sandhøien i maaneskinnet, har han skutt hende i den tro, at det var Signe. Og da han den næste dag under haglveiret faar se Signe vandre levende over markerne, følger han hende fra vindu til vindu i den dypeste rædsel. Han tror, at hun er staat op fra det døde . . . Saadan er sammenhængen, Risannen, saadan og ingen anden. Og saasnart jeg forstod dette befattet jeg mig bare med repslageren, jeg drak med ham, passiarte med ham, var venlig mot ham, gjorde ham usikker, frygtsom, det er nu min metode, og jeg bragte ham venlig og smilende time for time nærmere avgrunden. Det er ikke vanskelig, kjære ven, det er et let regnestykke mellem to mennesker: et svakt og opjaget og elendig menneske likeoverfor et sterkt og villende og hensynsløst. Det er saa let, saa let. Og inat hadde jeg ham næsten. Han har skjult geværet. Det er hemmeligheten. Og hele mit arbeide har gaat ut paa at indgi ham den fikse ide, at han har skjult geværet paa et usikkert og farligt sted. Og inat
