og som fjernet sig mere og mere fra Dem. Ja, nu sitter De og hører og hører, og der er en utrolig ro i Deres øine, Risannen. Alt dette vet jeg om Dem, og det er fordi jeg vet alt dette, at jeg har evnet at komme tilbunds i denne gaade. Og jeg vil forklare Dem det hele, jeg vil trevle mit spind op for Dem, saa De skal forstaa, hvorfor jeg har handlet saadan og saadan, og hvorfor jeg er kommet forsent til at hindre noget, som jeg frygter for er skedd. Skjæbnen har sønderrevet mine masker, her sitter jeg like saa fattig som De, og mit hjerte bevæges av en uendelig sørgmodighet, hvad skal jeg gjøre mere, ingen kan holde timerne tilbake. Jeg har ogsaa et sind, Risannen, jeg skjælver med de ulykkelige og forhærdes med de grusomme. Men jeg larmer ikke, jeg gaar stille fremover, jeg lister mig ind paa folk; jeg stod engang en farlig nat overfor en morder, som hvisket til mig: Djævel, du kan smile en mand ind i helvede. Er det rigtig — ?
Han avbrøt sig selv og skruet med nervøse fingre lampen op for at faa bedre tak paa Risannen, som imidlertid flyttet sig længere og længere ind i mørket. Han ventet litt, og hans stemme var roligere, da han fortsatte:
— Da jeg hørte om dette meningsløse mord deroppe paa sandhøien, saa forstod jeg straks, at den ubønhørlige tilfældighet hadde været paafærde. Jeg sa til mig selv: Dette er ikke noget mord, det er et vaadeskud. Det hænder aldrig, selv under livets hjerteløse usikkerhet, at et menneske dræpes paa denne maate, uten grund, uten hensigt, av et skud i maaneskin. Men saa kom jeg herned og fik høre, hvad folk sa, og jeg begyndte at tro, at det
