han raskt opover trappen, kom ind i sit værelse og fik lampen tændt. Der laa et brev til ham. Han aapnet det. Da han hadde læst det, gik der en grimase over hans ansigt, og han mulet:
— Ikke vente længer . . . ikke vente længer . . . nei, det er rigtig, vi har ventet længe nok.
Han pakket nogen av sine saker ned i kufferten og slog laaget igjen med et tydelig brak. Saa reiste han sig og sa halvhøit: —
— Her er opbrudd.
Han var alvorlig og smilte ikke mere.
Da han hørte skridt ute paa trappeopgangen, grep han sin lampe og aapnet døren.
Kjæmpen Risannen stod paa trappen med frakke og hue paa, færdig til at gaa ut.
Han saa uvillig paa den magre, men hilste dog.
— De er sent oppe, sa den magre.
— Ja, svarte Risannen, og De kommer sent hjem.
— Ja, jeg kommer bestandig sent hjem.
Det er koldt inat.
— Stjerneklart og koldt, svarte den magre, hvordan staar det til med Deres datter?
— Min datter har det godt, sa Risannen, nikket og gik tungt nedover trappen. Den magre lukket sig ind paa sit værelse, blæste lampen ut og aapnet paany døren, men forsigtig uten at gjøre støi.
Han hørte, at Risannen uten at nøle gik forbi repslagerens kjøkkendør. Kjæmpens skridt mot sneen tapte sig i det fjerne.
Saa tændte den magre igjen lampen. Han ventet i nogen minutter og gik saa med lampen i haanden over til Risannens dør. Uten at banke paa, aapnet han døren og gik ind.
