dem hen til steder fjernt fra deres egentlige bosted, og i deres sted lade en maske med deres udseende tilbage.
Den hellige Francesca Romana havde forresten mangt og meget at udholde. En dag, da djævelen ikke mere vidste, hvad han skulde finde paa imod hende, bandt han hende sammen med et raadnende lig og tullede hende rundt paa jorden som et risknippe. Alligevel tør jeg ikke paastaa, at hun havde mere grund til at beklage sig end den hellige Kristina af Stommeln, som en skidden djævel paa det væmmeligste tilsølede med lort.
Utallige er de helgener, der selv maatte taale de værste voldsgjerninger. Af den hellige Stylita den yngre blev der engang revet en hel haandfuld skjæg. St. Everard blev ørefiget nat og dag uden ophør fra langfredag til pinse, — altsaa to og femti dage irad. St. Nikolaus da Rupe blev ihærdig væltet frem og tilbage i et tornekrat. Helgenerne Romana og Lupicino blev bagfra overøst med en stenregn, hvergang de beredte sig til bøn; ogsaa St. Dunstan maatte taale stenkastning. Derfra til juling er skridtet ikke langt. St. Antonius blev en nat anfaldt af en flok djævle, der pryglede ham halvdød. Den hellige Romaldo overgik den samme vanskjæbne en dag, da han sang salmer, og saa grundig blev han gjennemtærsket, at han sit hele liv igjennem bar mærker efter slagene. Den hellige Coleta fik af djævlene den grundigste knortekjæp-behandling, nogen kan mindes, og desforuden bar de ligene af hængte ind i cellen til hende. I Tolentino gjemte man og gjemmer tørhænde endnu paa den knortekjæp, med
