er hans værk, og for saa erfaren i denne kunst holdt han sig, at han engang dristede sig til at udfordre sin gamle beseirer, erkeenglen Mikael, til en væddekamp, om hvem af dem, der skulde bygge den skjønneste kirke paa en klippe i Normandie, der ogsaa er opkaldt efter St. Mikael. Erkeenglen seirede, som det sig hør og bør, men ogsaa Satan kom fra det med hæder. Miraklet bestod forresten hovedsagelig ikke i skjønheden af det fuldbragte værk, men i tiden, som var levnet ham dertil. Ofte maatte en nat være tilstrækkelig og strak virkelig ogsaa til, naar bedrageri ikke var med i spillet, — vel at mærke bedrageri, der ikke blev forøvet af, men imod ham. I en eneste nat, naar det f. eks. gjaldt opførelsen af en kirke, sammenbragte djævelen, maaske fra særdeles fjerntliggende egne, alt det til bygningen nødvendige materiale, de store, firhuggede granitblokke, pladerne og stykker af mangefarvet marmor, ja uhyre, fra et eller andet gammelt, hedensk tempel røvede søiler, bjælker og lange grantrær, værktøi af alle slags, og uden saa meget som at hente pusten skar, huggede, polerede, afbarkede og høvlede han, satte sammen, malede, gjorde statuer, saaledes at ved dagens frembrud den første solstraale fik den gyldne kugle paa klokketaarnet til at gløde og de store vinduers glasmalerier til at funkle. Og der var ingen fare for, at murene efter et eller et par aars forløb skulde styrte ind eller hvælvingerne falde ned.
Alt dette krævede ikke bare kundskab, færdighed og anstrængt flid, men ogsaa en isandhed mirakuløs muskelkraft. Om denne styrke har jeg endnu ingenting sagt, men beviserne for den er i talløs mængde
