Montefeltro, og tillader ham at kalde sig selv en logiker, fuldstændig som var han en doctor fra Sorbonne. Man siger, og den berømte Giovanni Bodio nævner det i sin „Dæmonomania“, at den høit berømte Ermolao Barbaro, patriark af Aquileia (d. 1493), engang skal ha manet djævelen, for af ham at erfare, hvad Aristoteles har ment med sit „Entelechia“ (ɔ: kraftvæsenhed; væsensfuldkommenhed). I ethvert fald, selv om djævelen ikke kjendte den ægte filosofi, i den sofistiske (ordkløveriske) maatte han være vel bevandret, ja rent en mester. Ved denne anledning erindre man sig saaledes den skrækkelige historie om en elev i Paris, hvorledes han, efterat han var død og fordømt til helvede, viste sig for sin forfærdede lærer klædt i en skjorte, helt broderet med sofismer. Denne historie berettede den gode Passavanti til formaning og beskjæmmelse for alle dem, der ikke bekymrer sig om rigtige følgeslutninger.
Men naar djævlene intet kunde forstaa af filosofien, maa det forekomme paafaldende, at de kunde være bevandrede i theologien, ha skriften i hodet og disputere om mysterierne med den samme klarhed og skarpsindighed, som vi i saa høi grad beundrer hos theologerne af profession. Og dog er det saa. Utallige gange har de gjennem munden paa besatte, som de var faret i kroppen paa, anført steder af det gamle og ny testamente, derimellem meninger og udtalelser af doktorer og kirkefædre, og fremsat vanskelige spørgsmaal til ikke liden beskjæmmelse for dem, der hørte paa dem eller vilde uddrive dem, thi det saa han nok, at han vidste meget mindre end dem. I et af den hellige Furseos syner dispu-
