Djævelens legeme og dets egenskaber. — Djævelens fysiologi. Skikkelse. Forfærdende hæslighed. — Skjønne djævle. Forskjellige skikkelser, som de antager. — Djævelsk zoologi. — Dævle, der tilraner sig afdødes legemer. — Synet af djævelen er farligt, — Djævelske synder.
Det lykkes mennesket kun vanskeligt — om overhovedet — at danne sig et begreb om ulegemlig substans, der er aldeles forskjellig fra alt, hvad det opfatter med sine sanser. Det ulegemlige er for mennesket sædvanligvis intet andet end en fortynding eller forfinelse af det legemlige, en ringeste tætheds tilstand, lig luftens eller flammens, om ogsaa endnu finere. For alle udannede mennesker og ligeledes for størsteparten af dem, der anser sig for dannede, er sjælen et pust, en let dunst, man blir var som en skygge. I samtlige mythologier er guderne mere eller mindre legemlige, de græske nærer sig af nektar og ambrosia, og naar de, som deres sædvane er, blander sig i menneskenes stridigheder, løber de fare for, de ligesaa vel som de dødelige, at komme derfra med en grundig banket trøie. Derfor maa man ikke forundre sig over, at saavel den jødiske som den kristne lære om aanderne næsten altid forsyner sine engle og dæmoner med et legeme.
