Hellerikke er djævlene selv bestandig nedstemte og i ondt humør: de ler gjerne sig selv imellem og frister undertiden selv menneskene til latter med sine løier og gale indfald. En from mand, som omtales af den hellige Hieronymus, saa engang en djævel, som lo af fuld hals. Paa spørgsmaalet om, hvorfor han lo, svarede han, at en af hans meddjævle havde sat sig paa en dames slæb og var faldt i sølen, da damen paa et vaadt sted havde løftet kjolen op. St. Caradoc havde en dag, da han var træt af arbeide, lagt bælte og kappe af og slængt dem bort i en krog. Da kom en djævel og tog hemmeligt bæltet med tilhængende pengepung. Da helgenen atter vilde tage bæltet paa, fandt han det ikke og saa, hvorledes djævelen stod ikke langt derfra og lo af ham.
Den latterlige djævel er ogsaa en dum djævel, som man kan proppe med de værste skrøner af verden, som lar sig tage ved næsen med falske tilsagn, ikke ser de snarer, man lægger ud for ham, og hyppig lægger den mest grænseløse og umulige uvidenhed for dagen. Han blir fra bedrager til bedragen og taber, hvor han pleiede at vinde. Det første og største bedrageri øver Gud imod ham. Efter nogle kirkefædre var forløsningsværket bare et eneste, guddommeligt, pragtfuldt bedrageri til skade for fienden, der blev fanget paa korsets madding som fisken paa krogen. Djævelen indbildte sig, at han skulde erholde Kristi sjæl i bytte mod menneskesjælene og tabte disse, uden at han fik den første. Man ser i mere end én folkelig beretning, hvorledes Gud tar djævelen ved næsen med løfter og indrømmelser, som denne ingen nytte somhelst kan trække af.
