avlet et barn med ulvehode og slangehale, som hun maatte fodre med barnekjød. Ifølge en modsat anskuelse var djævelens børn stærke, modige og fulde af aand og daadskraft. Historieskriver Mathieu (udt. Matiø) i Paris (d. 1259), beretter et tilfælde med et barn, som seks maaneder gammelt var ligesaa stort som en yngling paa atten aar. Kirken kaldte og kalder den dag idag enhver for et djævelens barn, der fjerner sig bare et haarsmon fra katekismen, men dette er bare en billedlig omskrivning.
Det gaar med Satans børn som med menneskenes; de fleste henlever sit liv ubekjendte og uberømte; nogle faa hæver sig op over mængden og opfylder verden med sit navn og rygtet om sine gjerninger. Og en og anden overvinder vel ogsaa sit skjæbnesvangre ophav og naturens forbandelse og løsriver sig for altid fra helvede ved at tilkjæmpe sig himmelen. Jeg skal bare opholde mig ved de mest bekjendte.
Den ældste er Kain, den første morder. Rabbinerne forsikrer, at Adam havde havt omgang med succubis og Eva med incubis, — som man ser en fin maade at begynde menneskeslægten paa. Søn af en af disse incubi var Kain, der af sine gjerninger selv beviste sin oprindelse. Det var forresten ikke bare rabbinerne, der nærede denne tro. Grækeren Suidas (i det ellevte aarhundrede) omtaler den i sit lexikon.
Gudssvøben Attila var efter nogle en søn af djævelen, efter andre af en bulbider. Ogsaa gothernes konge, Theodorik, var en søn af djævelen. Beviset var, at han spyede ild og endnu i levende live for lukt til helvede til sin fader.
Troldmanden og spaamanden Merlins historie er
