Hopp til innhold

Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

af Silva, som omkring aaret 1322 skrev en latinsk bog „Om kirkens taarer“, paastaar at have kjendt mange nonner, der frivillig hengav sig til djævelen. Heksene var djævlenes sædvanlige, villige konkubiner, der ved forsamlingerne og de vilde festligheder (orgierne), som jeg senere kommer til at tale om, pleiede offentlig omgang med dem. Utallige af dem har under processerne aabent og uden skam bekjendt sine skjændige elskovsforhold og derfor modtaget sin straf paa baalet, og mere end én af dem har afsløret den sælsomme egenhed, at djævlenes sæd var kold som is.

Mikal Lermontow, en af de største digtere, som Rusland har frembragt i dette aarhundrede, og som faldt i en duel, syvogtyve aar gammel, adlede themaet for saamange dystre legender i et digt, der hører til hans skjønneste: „Dæmonen“. Ude i Kaukasus’ vilde, ventyrlige ødemarker forelsker Satanas sig til raseri i en overmaade skjøn pige ved navn Tamara. Denne begraver sig efter sin forlovedes død i et kloster, men den forelskede dæmon forfølger hende ogsaa didind og vinder hendes kjærlighed. Han sværger gjennem denne kjærlighed at fornægte sin fortid og hengive sig til Gud. Den stolte, faldne engels omfavnelser dræber den skrøbelige skabning, som stiger til himmels under tilgivelse og englenes velsignelse, medens Satanas atter uforbedret styrter sig i det evige mørke.

Succubi var ikke mindre skamløse og farlige end incubi. Cæsar af Heisterbach beretter om en omvendt, som i sengen blev omfavnet og kysset af en som nonne forklædt djævel, blev syg og døde