skytshelgen; han døde af en voldsom afbankning, som en biskop lod give ham. Synderne blev baade sjelden plaget og sjelden fristet af dæ?vlene, men snarere begunstiget og dægget for, noget som de dog undertiden dyrt fik betale selv her paa jorden. Mange af dem endte med at blive parteret, sønderrevet og brændt; mange blev hentet lyslevende.
For den forfærdeligste obsession var de døende udsat, de maatte være syndere eller helgener. Djævelen ventede til mennesket laa paa smertesleiet beseiret af sygdommen, ængstet af tankerne paa den forestaaende død og dommen, som ventede det: nu gjorde den onde det sidste, det forfærdeligste angreb. Efter en gammel tro havde Satan paa Kalvariebjerget bivaanet forløserens død, ja, efter som nogle sagde, havde han vovet i en rovfugls skikkelse at sætte sig paa en arm af korset; hvi skulde han da ikke bivaane hine ulykkelige væseners dødskamp, for hvilke frelseren havde udgydt sit blod? Mange, ja mangfoldige var de grunde, som formaaede ham hertil, og biskoperne af Reims og Rouen bekræftede bare en udbredt mening, da de i et, i det aar 858 til Ludvig den tyske skrevet brev paastod, at djævlene altid var nærværende ved gode som ved onde menneskers død. Djævlene kunde i virkeligheden ogsaa i den sidste livstime iværksætte en sidste afgjørende fristelse; de kunde forhindre den døendes anger eller gjøre den ufuldstændig, fange op den brødefulde sjæl, der for al evighed skulde tilhøre dem, umiddelbart i flugten, og om de ikke magtede andet, kunde de dog forøge dødskampens angst og rædsel. Ganske vist maatte det være en meget paatagelig pine, som old-
