<poem> og fryser til, i bitterhet og tvil, for i oktober har ingen nogen ret, og ingen haaber. — — —
Men jeg fornemmer, du mørke bjærk, hvad dine grener gjemmer: for hun, den dype, violette luft, hun hvisker i din visnende fornuft — ja hun, som uten rædsel lægger ind i løvets tørre legeme sin kind, hun nynner lavt, at bakom skyggekjolen har hun bestandig ilinger af solen, at nu i denne kveld hun bare ligner en farve af det foraar, som velsigner, men hvisker videre, paa dødens vei, at der er vaarer forut, nok for dig, at du staar stille, med din rot begravet, men hun er fri, og ute ser hun havet, det store hav, som dufter og som flommer rundt hele verden med sin salte sommer! — — —
Mot stammen vil jeg bøie mine arme, og panden, som er grublende og graa —
