Side:Digte og Noveller.djvu/77

Da blev hun rød og aandet op af glæde,
og grep hans kolde hænder, hedt og fort,
men gjorde sig i samme stunden rede
til budt at ta farvel og komme bort.

Men overvældet ved at se ham saaret,
og halvt forvirret ved sin egen hast,
rev hun en deilig rose ut af haaret
og gav ham, med en sløife, som hang fast.

Saa fik hun gaa og svandt bak parkens blade,
Madonna med det blaa Dianabaand.
Og ved den kolde marmorbalustrade
stod han igjen med rosen i sin haand.

O, hørte den hans hjertes syke hunger?
Men rosen laa i haanden uten lyd.
Den taug med alle sine røde tunger,
som ternen tier om sin frues dyd.

— — — — —
Langs blomstrende terrasser og balkoner
fløt floden, flommende med skum og sprut —
til dumpe slag af drønnende gongoner
gaar sydens lyse sommeraften ut.