Denne siden er korrekturlest
Jeg raver som graa nomade
mot fremtiden frem,
fremmed for glædens glade,
svøpt i min kappe, mit hjem.
O sol, som fra høiderne bølger,
min kappes bræm forgyld —
bak huller og rynker den dølger
tusenaarrikets idyl — —
For der, paa en blodrød hynde
dypt i min egen sjæl,
blotter min elskte sin ynde
og gjør en anden sæl.
